Sindets måned: Ensomhed kræver omsorg
Alt for mange unge går rundt i dag og lever med en følelse af ensomhed. Dette vil biblioteket sammen med Foreningen Ventilen gøre noget ved, både med en workshop og med bibliotekets omsorgslæsningsgruppe.
Af Stinus Kirkeskov
Mere end hver femte unge i alderen 16-24 år føler sig svært ensomme. Det er en bekymrende stigning og faktisk så markant, at der er en fordobling af antallet af ensomme unge, når man ser på, hvordan unge i 9.klasse havde det i 2016.
Men hvad er ensomhed egentlig for en størrelse, og hvordan opstår den? Det har en VIVE-rapport fra 2023 kortlagt, hvor seks måder at opleve ensomhed på er oplistet: 1. Følelsen af at være anderledes, 2. Følelsen af at være usynlig, 3. Følelsen af at være uvigtig, 4. Følelsen af indre uro og søgen, 5. Følelsen af at gå glip af ungdomslivet, 6. Følelsen af at man skaber sin egen ensomhed.
Biblioteket vil med vores nye initiativ for unge i alderen 14-30 år Omsorgslæsning - litteraturen passer på dig afhjælpe at de unge føler sig anderledes, usynlige og uvigtige ved gennem højtlæsning, samtaler og skrivning at vise, at deres unikke liv og stemme altid har en plads, og at de bliver spejlet af flere, end de selv tror. Man kan tilmelde sig Omsorgslæsning ved at skrive til stinus.kirkeskov@glostrup.dk. Derudover vil biblioteket i fællesskab med Foreningen Ventilen afholde en workshop, hvor de unge får redskaber til at håndtere de svære sociale relationer, samt bedre at forstå deres egen ensomhed, så de ikke føler en indre uro, og at de går glip af et forestillet ungdomsliv. Tilmelding til workshoppen sker også gratis herunder.
Derudover kan man også i denne artikel lade sig inspirere til læsning om emnet, for vejen ud af ensomhed starter ved oplysning og omsorg.