For unge og voksne

At være pårørende til en der er psykisk syg

Kom og hør mere om forskningens blik på de pårørendes rolle med landsformand for Bedre Psykiatri d. 24 september kl. 19:00

Af Stinus Kirkeskov

Ingen burde være i tvivl om, at det er hårdt at være psykisk syg. Alt statistik viser, hvordan folk der er psykisk syge har en langt større overdødelighed end andre, og hvordan mange står uden for både arbejdsmarkedet og uddannelsessektoren og dermed isoleres fra samfundet, hvilket medfører skyld- og skamfølelser og dertilhørende yderligere forværring af deres respektive sygdom. Men for den brede befolkning går det nok under radaren, at de pårørende også lider under store afsavn og oplever store udfordringer med at få deres liv til at hænge sammen. Og de pårørende selv føler for størstedelens vedkommende sig også afmægtige i deres rolle, fordi de ikke får hjælpen til at passe på dem selv eller værktøjerne til at håndtere deres særlige situation. 

Dette er en af grundene til, at Glostrup Bibliotek inviterer landsformand for Bedre Psykiatri Mads Engholm forbi d. 24 september på biblioteket. Bedre Psykiatri er nemlig den organisation i Danmark der i særlig grad påtager sig den opgave at oplyse og passe på de pårørende og igennem deres hjemmeside kan man hente meget information og hjælp. Derudover er der også hjælp og viden at hente på Psykiatrifondens hjemmeside, og fonden har derudover også udgivet bogen "Pårørende - til en person med psykisk sygdom" som er meget læsværdig, hvis man gerne vil klædes bedre på til den svære rolle man har ift. til sig selv og sin kære. 

For pårørende er en af de vigtigste ressourcer i processen med bedring for personen med psykisk sygdom, og samtidig også den ressourcer der skal være der, når personen er blevet rask. Men når man læser tal og statistikker på, hvordan belastningen er for de pårørende er der meget der skal ændres, hvis den ressource og hjælp skal være vedvarende. 61% føler sig psykisk belastet og 33% bliver selv syge med depression, og derudover føler 64%, at de har svært ved at deltage i sociale aktiviteter, og 77% mener, at de ikke kan koncentrerer sig om deres arbejde og yder en ringere arbejdsindsats. 

Det er meget nedslående tal, men håbet findes i mere viden, flere værktøjer og mere indsigt i, hvordan man bedst kan være pårørende og sig selv samtidig i en svær livssituation. Og et lille skridt i den rigtige retning kan tages ved at komme til ovenstående arrangement med Bedre Psykiatri, og derudover tilbyder Glostrup Bibliotek også læsekredsen Læsestunder - for pårørende til psykisk sårbare, hvor du kan opleve at blive en del af et trygt og hyggeligt fællesskab, hvor man deler livssituation, men hvor fokus er på at man også deler glæden ved litteraturen. Mere information kan findes her.