For unge og voksne

Forfatterportræt: Mathilde Walter Clark

Mathilde Walter Clark besøgte Glostrup har Ordet lørdag d. 25. maj, 2024. Læs mere om Mathilde Walter Clarks forfatterskab her.

Af Mette Bom Jensen

Forfatter Mathilde Walter Clark

Mathilde Walter Clark kommer til Glostrup har Ordet, hvor vi skal tale om hendes prisbelønnede roman Det blinde øje, der handler om minkproduktionen i Danmark. Minkskandalen startede i 2020 under coronaen. En sag vi stadig ser efterspillet af i dag, med den svimlende milliarderstatning minkavlerne har modtaget i løbet af foråret.

Bogen Det blinde øje udkom i efteråret 2023 og har siden været nomineret til en stribe priser heriblandt Kritikerprisen, Politikens Litteraturpris og Weekendavisens Litteraturpris. Senest vandt bogen Læsernes bogpris 2024. I prisoverrækkelserne og nomineringerne fremhæves bogen som en øjenåbner, hvor Clarks grundige research afdækker minksagen og viser en helt ny version af historien.

Beretningen om det efterår hvor minkene forsvandt ud af minksagen er undertitlen til Det blinde øje, og det er i en denne paradoksale sætning, bogen tager sit afsæt. Ligesom mange af os, sad Clark i 2020 i isolation og så billeder af millioner af aflivede mink trille over TV-skærmen. Mens dyrene blev hældt i massegrave, så tog sagen en drejning, der kom til at handle om jyske mænd, der græder og politik. Minken selv forsvandt i kulissen.

Med minken som hovedperson optrevler Clark minksagen som en kriminalroman. Gennem grundig research, der endte med at få bogen nomineret til Cavlingprisen, får man indblik i pelsindustrien før minksagen, herunder også historien om Copenhagen Fur, der lå lige her i Glostrup. Clark viser Kinas afgørende rolle i det danske pelseventyr og hvordan branchen er smurt ind i lobbyisme og greenwashing.

Det blinde øje er en hybrid mellem roman og journalistisk essay. Det er karakteristisk for Clarks forfatterskab at bevæge sig mellem forskellige genrer og tematikker. Udover essays har hun også udgivet romaner og noveller. Hun debuterede i 2005 med romanen Thorsten Madsens Ego og har siden udgivet romanen Lone Star, der blev nomineret til DR Romanpris, og som handler om hendes forhold til sin amerikanske far.

Clark er uddannet i dansk og filosofi på Roskilde Universitet og New York University. Man mærker i alle hendes bøger den store interesse for menneskets eksistens og tilværelse. Hun har en karakteristisk måde at beskrive situationer og karakterer på, hvor hendes præcise sprog er både rørende og ofte også tirrende komisk. Det gør det til en fornøjelse at læse hendes bøger.