For unge og voksne

Psykoser - et stereotypt skræmmebillede

Hvad er en psykose egentlig? Det hjælper læge Olga Bengård Baltzersen os med at forstå d. 12 september kl. 16:30 på Glostrup Bibliotek, og indtil da kan du dykke ned i lidt fakta om psykoser her og blive inspireret til at læse og lære mere om den meget stigmatiserende psykiske lidelse.

Af Stinus Kirkeskov

Når de fleste skal definere, hvad en psykose er, så ville flertallet nok svare skizofreni. Og de fleste ville karakterisere personen med psykosen som mærkelig, utilregnelig og måske endda farlig for sine omgivelser. Flere undersøgelser viser nemlig, at folk med psykoser, her især skizofreni, har den mest stigmatiserede psykiske lidelse, og tilmed også den psykiske lidelse, som holder flest folk væk fra arbejdsmarkedet og den generelle inddragelse i vores samfund. Udover at en psykose er alvorlig og invaliderende, også hvis man har den i mildere grad, så har skræmmebilledet af personen der hører stemmer i hovedet, ser uvirkelige ting og som fægter ukontrolleret med armene vundet så meget indpas i vores kategorisering af den psykotiske, at den uden tvivl også har ført til en aktiv ekskludering fra samfundet. 

Flertallet har også den opfattelse, at hvis man er psykotisk, så er man det permanent og konstant uden mulighed for heling eller mildning af ens symptomer. Dette er selvfølgelig forkert, for der findes en masse måder at behandle ens symptomer på, og hvis man følger ens behandling, så kan et godt antal af folk med psykoser godt have en normal hverdag. Måske har du stødt på en med en psykotisk lidelse uden at vide det, og eller måske er din overbo psykotisk og allermest af alt har personen bare brug for hjælp. Den allerstørste andel af folk med psykoser er nemlig kun farlige for sig selv, og de har desværre også en høj overdødelighed i forhold til andre psykiske lidelser. 

Derfor vil vi gerne på Glostrup Bibliotek klæde dig bedre på til at forstå psykoser med læge Olga Bengård Baltzersen som kommer og holder et foredrag om psykoser d. 12 september på biblioteket, så vi bedre kan forstå og omfavne denne psykiske lidelse i stedet for at male et skræmmebillede op af et farligt menneske. 

Indtil da kan du finde mere viden om psykoser på Psykiatrifondens hjemmeside eller på Psykologer i Danmark. Derudover kan du også læse dig frem til meget mere om denne psykiske lidelse via nedenstående bøger.